Hos mig (Anne Louise) er hesteinteressen medfødt. Historien startede på Fredbogaard i Græsted, hvor jeg fik min første pony Bohemo Idol, da jeg blev 10 år. Hun kom fra min faster Gerda Fredbo Larsens welsh Mountain stutteri i Christiansfeld. Et stutteri, der har været med helt i front, både med welsh, welsh Mountain og sidst DSP opdræt og hingstestation med importerede kvalitetshingste. 14 år gammel debuterede jeg som avler, idet Idol blev redet 10 km til hingsten Egetofte Minton, og efterfølgende fik et fint hoppeføl. Interessen var grundlagt, men der skulle gå yderligere 14 år før jeg igen fik avlergenet aktiveret. Efter forskellige rideheste af mere eller mindre ukendt afstamning førte min søgen efter ny konkurrencehest mig til stutteri Firfod, hvor jeg tabte mit hjerte til Illicia Firfod efter Schwadroneur. En nykåret DH fløjhoppe ifolet med Michellino. Kimen var lagt til DV avl på hobbyplan, idet jeg jo også skulle nyde ridningen af denne vidunderlige hoppe.
Da min mand Carsten (som er blevet trukket ind i hesteverdenen af mig) og jeg købte Bavnebjerg i Mønge flyttede hesten med, men vi manglede jo en selskabshest, og datter julie skulle jo også have en pony, idet hun var ligeså miljøskadet som sin mor. Vi fik mulighed for at overtage en af de sidste ponyer fra boet efter min faster Gerda, og Bohemo Iris deler stamfader med min første pony idet Wharley Caruso var far til Idol og er morfar til Iris.Iris blev som 5 års kåret og kørt til hingsten Bubly Bowler, som morsomt nok er ud af samme faderstamme som det føl, jeg fik efter min første Idol. Ringen var sluttet, og ponyavl begyndt. Far Fredbo og sønnen Mads (16 år) interesserer sig også for hestekræfter, blot den mere støjende af slagsen. Det er Moto Guzzi og ATV der tager meget af deres fritid. Julie er konkurrence rytter og efter nogle år med dressur og spring, er det nu Mounted games på højt plan, der trænes imod. Jeg holder mig til dressuren, men udfordres bedst, når der er lidt stævner at træne efter. I vores civile liv er jeg veterinærsygeplejerske på Lyngby Dyrehospital (smådyrsklinik) og har været ansat der siden 1985. Carsten er maskinmester og arbejder som rådgivende ingeniør med kvalitetssikring ansat hos Rambøll. Julie blev student på Gribskov gymnasium 2015 og holder herefter sabbatår. Mads er startet på EUX i Hillerød(Elektriker linie).